Zazen Roku 6. Motivation

Der er desværre ikke mange, som føler sig tiltrukket af zazen. Selv om nogle har læst om Zen, Zen kultur og Zen æstetik, og selv om andre dyrker japansk kampsport (budo), té ceremoni (chanoyu), blomster arrangement (ikebana), eller japansk havekultur, er det meget få, som ser den spirituelle vej, som gennem århundreder er blevet inspireret af Zen buddhismen.

Selv de, der har fundet det erkendelsesmæssigt opløftende at læse om Zens visdom, og som godt ved, at man ikke kan komme i dybden med sine Zen studier uden at praktisere zazen, gør det ikke. Der skal en ganske særlig motivation til at begynde at sidde. Det skal føles som en nødvendighed i ens liv for overhovedet at komme videre med det og for at overvinde sine mentale, følelsesmæssige og eksistentielle problemer. Det bedste er naturligvis at være bidt af en gal søgen efter at opdage sin egentlige natur og realisere den.

Zen træning har ikke noget med psykologi, terapi eller filosofi at gøre. Alligevel har livslang praksis af zazen netop noget at gøre med ens mentale, emotionelle og eksistentielle menneskeliv. Hvis man praktiserer zazen i årevis sker der lidt efter lidt en afklaring af ens liv og de problemer og mangelsygdomme, som vi alle er betinget af.

Zen har i høj grad noget med befrielse at gøre. Derfor skal motivationen til at praktisere zazen bunde i en tro på, at ens befrielse er mulig og nødvendig for at kunne leve det liv, man gerne vil. Vi er alle forskellige, så det kan være alt muligt, man ønsker at blive befriet for. Buddhismen er ensbetydende med de 4 ædle sandheder, som beskriver en vej ud i friheden.

De fire ædle sandheder (catuhsatya) er følgende:

Sandheden om kvalen (duhkha-satya)

Sandheden om kvalens opståen (samudaya-satya)

Sandheden om kvalens ophør (nirodha-satya)

Sandheden om vejen (marga-satya)

Der er en kval, men ingen der lider

Der er en årsag, men ingen forårsager

Der er et ophør af kval, men ingen erfarer det

Der er en vej, men ingen er på vej

For at gøre en lang historie kort, så er den vej, der tales om, zazen. Ud af de få, der er motiveret til at prøve at lære zazen, er det endnu færre som seriøst bliver ved med at praktisere. Det er fordi, det tager mange timers zazen at komme ind i en praksis, så man derved opdager, at den vej er uforlignelig. Man må selv erfare, at man er på rette vej, dvs. man må have så god en introduktion og så megen tålmodighed, at man så hurtigt som muligt opdager, hvor tilfredsstillende zazen er. Det er en sjælden vare.

De fleste falder fra efter nogle få timers zazen, fordi resultaterne ikke viser sig lige med det samme, og ubehaget ved at sidde helt ubevægelig er så stor, at man ikke synes, det er umagen værd. De enkelte, der bliver tilbage bevæger sig langsomt hen mod en sesshin, hvor man sidder 10 timer dagligt i 7 dage. Her har man endelig chancen for at blive så "hooked" på zazen, at det inspirerer til at fortsætte resten af livet. Da jeg for 40 år siden mødte min første Zen mester og begyndte at sidde, lovede jeg mig selv at sidde mindst en time hver dag resten af livet. Det har jeg overholdt.

Hen ad vejen finder man ud af, at zazen ikke gør én til et bedre menneske. Måske bliver man lidt venligere og mere tålmodig. Buddhas oplysning eller "den store vækkelse" er ikke noget, som på nogen måde kan opnås personligt. Der er intet "jeg" eller "selv" eller "mig" som erkender eller bliver oplyst. Der er heller intet specielt helligt ved den, som har opdaget sin egentlige natur. Men der er hen ad vejen en mere og mere klar bevidsthed om det vigtige ved de 4 bodhisattva løfter, som man måske reciterer hver dag før eller efter zazen.

De fire løfter (pranidhana) er følgende:

Levende væsner er ikke afgrænselige

Lover at befri dem.

Mentale og emotionelle hindringer er ikke svækkede

Lover at afvise dem.

Dørene til dharmaen kan ikke tælles

Lover at kende dem.

Buddhas vej er uforlignelig

Lover at gennemføre den.

De fleste oversættelser af denne tekst siger: "Jeg lover...." Dette har jeg undgået ved at slette det personlige pronomen. Alligevel fremtræder teksten som et personligt løfte. Det kan være udmærket i begyndelsen af ens zazen praksis. Men for den, som er mere erfaren lyder det noget indbildsk, fordi der så ikke tages hensyn til den nådegave buddhismen har at tilbyde. Derfor vil jeg foretrække, at løfterne udtrykkes i gerundiv form dvs. en passivform af verbet, der fungerer som et adjektiv, og som udtrykker, at noget bør ske.

Gerundiv defineres som en passiv fremtids tillægsmåde (futurum participium passiv). Noget skal eller bør gøres; det er det som bør finde sted. En eksaminand er én, som skal eksamineres. En konfirmand er én, som skal konfirmeres. En konfirmant derimod er én, som bekræfter, hvorimod konfirmanden bekræftes. Det har stor betydning teologisk set for konfirmanten bekræfter selv sin dåbspagt, mens konfirmandens dåbspagt bekræftes af Gud. Og det er den rette forståelse.

Hvem eller hvad er det så i buddhismen, som f.eks. lover at befri alle levende væsner. Det er Amitabha (jap. Amida) Buddha, som også kaldes Amitayus. Amitabha betyder "det ubegrænsede liv", og Amitayus betyder "det ubegrænsede lys". Man forestiller sig, at Amida Buddha befinder sig i "det vestlige paradis Sukhavati" (jap. Jodo), som ikke er et sted, men en bevidstheds tilstand.

Jodo er derfor et udtryk for, at i menneskets egentlige natur er visdom og medfølelse to sider af samme natur. Amidas løfter er så omfattende og så radikale, at Nirvana ikke kan blive ét med Samsara i et menneskes liv før alle levende væsner er befriet. De fire løfter (pranidhana) skal derfor oversættes som følger:

Levende væsner er ikke afgrænselige

De bør befris

Mentale og emotionelle hindringer er ikke svækkede

De bør afvises

Dørene til dharmaen kan ikke tælles

De bør kendes

Buddhas vej er uforlignelig

Den bør gennemføres

Hvornår bliver disse fire løfter realiseret i et menneskes liv? Det bliver de i og med erkendelsen af vor egentlige natur og det livslange arbejde med at assimilere denne erkendelse i hvert øjeblik af ens liv. Det er en bevidst, vågen og alt inddragende erkendelse, som ser ind i det det evige nus virkelighed.

Erkendelsen af vor egentlige natur er en opdagelse, som enten er pludselig eller som lidt efter lidt forstås. Den pludselige erkendelse er begyndelsen til at integrere denne erkendelse i ens liv. Den gradvise forståelse tager års praksis, indtil det bliver helt klart for en, hvad det egentlig drejer sig om.

Løfterne er allerede realiseret, men dette er meget svært at forstå. Amida Buddhas løfter er en udstråling af ethvert levende væsens buddhanatur og skal ikke skabes på ny, idet de altid har været virkeliggjort fra evighed til evighed. Det gælder for os om at opdage, hvad det betyder. Det sker gennem Zen praksis, enten ved en pludselig erkendelse eller gradvist. Vi bliver gennem vor praksis lidt efter lidt bevidste om de løfter, som Amida Buddha allerede har opfyldt.